Står du også og er i tvivl om du skal oprette en erhvervskonto – og i så fald hvad banken da kræver af dig. Læs med her, og få et overblik over hvornår du skal have en erhvervskonto samt hvad du skal have klar af dokumenter.
Hvad koster det at oprette en erhvervskonto?
Det er forskelligt fra bank til bank, vores erfaring er at det ligger mellem 0 og 10.000 kr., hvor det typiske er ca. 3-5.000 kr., derudover er der typisk en løbende / årlig betaling på ca. 2.500 kr. årligt. Det lyder af mange penge, men der er også et stort arbejde for bankerne i dette pga. hvidvaskningsregler og sikkerheder.
Hvor er det nemmest at få en erhvervskonto?
Det kan være rigtig svært at få en erhvervskonto, men du kan selv gøre meget for øge sandsynligheden for at få en erhvervskonto. -se længere nede.
Derudover kan vi håbe, at regeringens lovforslag om at bankerne ikke kan nægte at oprette en erhvervskonto vil gå igennem, det ville gøre det meget nemmere for mange selvstændige erhvervsdrivende at få en erhvervskonto.
Er man forpligtet til at have en erhvervskonto?
Ja, man skal have en Nemkonto. Som erhvervsdrivende har man også brug for en erhvervskonto til indtægter og udgifter.
Man må ikke bare bruge sin privatkonto, så er der stor risiko for at banken opsiger dit engagement, når de opdager det, hvilket kan få store konsekvenser.
Hvad skal man bruge for at få en erhvervskonto?
Når du ansøger om en erhvervskonto, vil banken bede dig om en del dokumenter. Her er en oversigt over de dokumenter du skal have klar til din ansøgning om en erhvervskonto:
- Legitimation for ejerne (typisk kørekort og sundhedskort)
- Udskrift fra CVR-registret, hvor man kan se hvem der er ejer og hvem der kan tegne firmaet
- Virksomhedens vedtægter
- Aktiebog, hvis det er et Aps eller et A/S, her kan man se, hvem der ejer virksomheden
- Sidste regnskab inkl. specifikationer – hvis der har været et regnskab. Hvis der ikke er et regnskab, vil du blive bedt om en opdateret saldobalance i stedet.
- Saldobalance siden sidste regnskab – dog ikke for nystartede virksomheder
- Forretningsplan inkl. budget – et skriv om ejerne, kompetencer, virksomhedens idé, forventninger, konkurrence, hvor skal kunderne komme fra, hvilke priser …
- Privatøkonomi – typisk vil bankerne gerne se at du har en sund privatøkonomi og kan dokumentere det (årsopgørelser, skatteoplysninger, pensionsinfo, lønsedler, oversigt over konti og evt. lån)
Det kan virke voldsomt med alle de dokumenter, men det er typisk bankernes krav, for oprettelse af en erhvervskonto, og det at starte en virksomhed er en stor beslutning, så det er nok meget sundt, at man har gennemtænkt det og forretningsplanen bakker op om idéen!
Det man gennemgår ved at lave en forretningsplan, kan være med til at træffe den rigtige beslutning, om man skal starte som selvstændig eller om det er en dårlig ide.
Ved at lave en forretningsplan bliver man tvunget til at tænke over:
- Hvordan skaffer du kunder
- Hvilke priser kan/skal du tage
- Hvilke udfordringer vil/ kan der være
- Hvordan hænger økonomien sammen
- Hvor mange penge skal du bruge for at starte op, og meget mere.
Ofte vil det være en god ide, at få sparring til forretningsplanen af èn, som ikke er indblandet i projektet og samtidig har erfaring som selvstændig, for typisk er man nok selv lidt for optimistisk og så er det godt at få nogle kritiske spørgsmål, så forretningsplanen bliver mere realistisk.
PartnerFinans har god erfaring med disse ting, så har du brug for noget hjælp, kan du booke et gratis indledende møde og så aftaler vi, hvad vi skal hjælpe med.