Forældrekøb kan være en god løsning
Det kan være svært for unge mennesker at komme ind på boligmarkedet eller blot at finde en bolig i storbyerne og derfor vil mange forældre gerne prøve at hjælpe sine børn.
Forældrekøb er at forældrene køber en bolig og så lejer den ud til sine børn.
Det kan også være en rigtig god løsning, men mange forældre bliver ofte overrasket, når de spørger deres bank, for der bliver de ofte afvist, på trods af at man har en god og sund økonomi.
Det skyldes at bankerne arbejder med det der hedder ”gældsfaktor”, hvilket udregnes ved at lægge alle ens gældsposter sammen og dividere med husstandens årsindkomst. Finanstilsynet anbefaler en gældsfaktor under 3,5, hvilket for mange giver udfordringer, hvis man køber en forældrekøbslejlighed.
Man skal altså have en god og sund økonomi, før bankerne vil være med til at finansiere forældrekøb og hvis man kan godkendes, så er der nogle vigtige ting at tænke over:
- Man skal ikke gøre det for investeringens skyld, men fordi der er et behov for en bolig
- Husk at undersøge vedtægterne, for i nogle tilfælde er det ikke tilladt at leje boligen ud
- Der skal laves en skriftlig lejekontrakt og huslejen skal være på markedsleje niveau, for ellers kan der blive problemer med Skat
- Vær opmærksom på at der skal laves et skatteregnskab og indberettes til Skat
- Når man sælger boligen og hvis den sælges med gevinst, så er der en beskatning af avancen
- Det kan være en god ide at have talt med en revisor inden beslutningen træffes
Når barnet kommer i fast job efter endt uddannelse
Når barnet får en månedlig fast indtægt og selv vil have råd til at overtage boligen, så bør man overveje at sælge boligen til barnet, da det kan give mange fordele:
- Forældrenes kreditværdighed i banken forbedres og der gives plads til noget andet
- Boligen må sælges til barnet til offentlig ejendomsværdi minus 15 %, hvilket kan gøre, at man i flere tilfælde kan undgå avance beskatning af gevinsten
- Barnet får en bolig til attraktiv pris og en evt. gevinst senere vil være skattefri
- Man undgår at skulle lave skatteregnskab fremover
Kan barnet selv købe boligen fra start
Hvis barnet har en fornuftig indkomst og rådighedsbeløb, er det måske ikke den rigtige løsning med et traditionelt forældrekøb. Men så kunne man overveje, om forældrene blot kunne låne barnet nogle penge til en god udbetaling og barnet selv blev ejer af boligen.
Lånet fra forældrene til barnet kan laves på fordelagtige vilkår, som kan være med til at et køb kan lade sig gøre, som ellers ikke var muligt.
Denne løsning bør absolut overvejes, hvis barnet har en fornuftig indkomst og rådighedsbeløb, for så slipper man for besværet med udlejning og Skat. Det er vigtigt, at få udarbejdet et lånedokument, så det lånte beløb ikke bliver betragtet som arveforskud og derved skattepligtigt.