Hvordan sælger du din bolig bedst muligt?
Hvis du står og skal sælge din bolig, så anbefaler vi at du starter med at gå ind på www.boligsiden.dk under ”sælg bolig” og vælg ”find mægler”.
Her indtaster du dit postnummer, og herefter kan du se en statistik over alle de mæglere som har solgt boliger i dit postnummer. Du kan evt. tilrette boligtypen, så den passer til din bolig.
På siden kan du se en del statistiske oplysninger på hver mægler over de sidste 12 måneder, og det kan måske give dig det første indtryk af, hvilke mæglere du skal vælge.
Herefter anbefaler vi at du udvælger tre mæglere, til at komme og give tilbud på din ejendom. Her er det vigtigt at få et indtryk af, hvilken mægler du tror vil være bedst til at sælge netop din bolig.
Mæglerne sender som udgangspunkt et salgsbudget, som viser den forventede salgspris og alle de omkostninger og lån der skal betales, samt hvor mange penge du kan forvente at stå med efter et salg (læs lidt længere nede om salgsbudgettet).
Med nævnte statistikker, indtrykket af mæglerne og salgsbudgetterne, bør du have et godt billede af, hvem der skal sælge din bolig. En idé er at spørge i din omgangskreds, om der er nogen som har erfaringer med disse mæglere, så du er helt klar til at tage en beslutning.
Det er vigtigt ikke altid bare at tage den mægler med den højeste pris og laveste salær. Hvis du har et bedre indtryk af en anden mægler, så prøv at forhandle / tage en dialog med denne mægler og se om I ikke kan finde en løsning.
Skal jeg bruge en ejendomsmægler?
Ovenfor har vi taget udgangspunkt i de traditionelle ejendomsmæglere, men i dag findes der en del andre muligheder, hvor du selv kan stå for en del af salget og derved reducere omkostninger, hvilket for nogen er den rigtige løsning.
Der kan dog være situationer, hvor du allerede har en køber, og der giver det ikke mening at betale fuldt mæglersalær, men vi anbefaler fortsat, at have en professionel til at hjælpe med dokumenter og sagsgang,
så der ikke gøres noget forkert, for det kan få katastrofale følger.
Her vil du typisk også kunne få rabat hos de traditionelle mæglere, men du kan også få andre til at lave arbejdet, blot det er nogen som har forstand på det, en køberrådgiver kan eksempelvis anbefales her. Læs mere om Køberrådgivning HER
Hvad skal du være opmærksom på i salgsbudgettet?
De fleste ser først på salgsprisen, som også er meget vigtig for overskuddet, dernæst bør du dog tjekke omkostningerne igennem og huske at det er tilladt at forhandle.
Lidt længere nede står der de lån som skal indfries, og de oplysninger ser de fleste ikke ret meget på, men i nogle tilfælde kan det være en stor fejl. Der kan nemlig være stor forskel på, hvordan ens lån kan indfries, der kan være overkurs eller en kurs under 100. Man skal være opmærksom på, at salgsbudgettet er et øjebliks billede, så kurserne kan ændre sig og derved også overskuddet.
Det er derfor en rigtig god ide at blive sat ind i indfrielsesvilkårene for lånene, således at du kender risici og muligheder for at låse kurserne, men dette bliver der sjældent gjort opmærksom på, og nogle gange kan det derfor ende med en grim overraskelse.
Husk at salgsbudgettet er et BUDGET, og at der typisk kommer et prisnedslag, så regn altid lidt forsigtigt med disse salgsbudgetter.
Til sidst et par generelle gode råd
Vi anbefaler altid, at du sælger din bolig før du køber en anden, da du kan komme i en rigtig dårlig situation, ved at stå med to boliger og blive presset økonomisk. Vi har desværre set nogle rigtig dårlige eksempler, hvor der er tabt mange penge.
Hvis du alligevel ønsker at købe før salg, så er det vigtigt, at du har en meget stærk økonomi og kan holde til at beholde begge boliger i lang tid, samt er villig til at løbe risikoen.
Ofte vælger man i stedet at lave en betinget købsaftale, hvilket vil sige, at du køber under forudsætning af at din egen bolig bliver solgt. Det kan umiddelbart lyde som god måde at gøre det på, men her er ulempen, at en underskrevet købsaftale ofte tiltrækker flere købere, og hvis der kommer en anden køber, så har du kun kort tid til at effektuere handlen.
Inden du sætter din bolig til salg, så få ryddet godt op. Få lavet de små forbedringer, som altid lige mangler, men lad være med at lave alt for store forbedringer på ejendommen, for de penge får du sjældent igen.
Held og lykke med dit salg og hvis vi kan hjælpe, er du altid velkommen til at kontakte os.